Mit første styrt på Scooter. Historie {{forumTopicSubject}}

Hej SG.

Ved ikke hvorfor, men syntes at jeg ville fortælle jer om den gang, hvor det gik galt for mig... Læs det eller lad være..

Vi kender vel alle den der følelse af, at intet kan hamle op med os.. Den der "Det sker sgu ikke for mig" følelse.. At man er uovervindelig.. Sådan havde jeg det også.. Indtil en dag i September 2009.. Jeg (Smart som man tror man er) skulle lige ræse lidt på min nye SFX (Uden hjelm..) kun monteret med en forbremse, og med et fladt fordæk.. Jeg stod og røg en smøg med to venner, der så var i bil, og vi skulle mødes lidt længere nede af vejen, hos en anden kammerat. Jeg sætter mig så op på min SFX, og mine to kammerater går ind i bilen.. Vi får så kørt nogle hundrede kilometer, før vi når til et rødt lyskryds.. Der var 1 bil foran mine to kammerater, som holdte nummer 2, fra det røde lys. Da det bliver grønt tænker jeg straks at jeg skal trykke den lidt af. Jeg køre i højre side (Korrekt pladseret), uden at tænke længe over noget, får den noget spand.. Ud af det blå, er der foran mig en bil, (der uden at blinke og uden at holde sin vigepligt) svinger ud foran, hvorpå han så ser mig (vi får øjenkontakt) får et chok, og stopper op. Jeg (I ren panik) river i forbremse, som var den eneste bremse, imens jeg drejer (Ja, dumt, men det hele gik lige lovligt stærkt). Jeg ender med at ryge hen over styret, "flyve" vandret i luften, og knalde ind i hans bagende af bilen. (13,5 CM fra kofangere). Jeg rejser mig hurtigt op, og kan intet mærke, men ser så at der står 2 stråler (Nej, ikke drypper, men 2 stråler) af blod ud fra min pande. Jeg vælter så bagover, og høre så at min SFX's gas har sat sig, jeg kravler over og slukker for den, og prøver så igen at rejse mig, og inden jeg for anden gang falder bagover, griber min ven mig (Fra bilen, han kom ikke hurtigt ud, da han hev i selen (så den låste) da han så hvad der skete) han får lagt mig ned på ryggen, hvor jeg så ser et ansigst udtryk jeg aldrig har set før.. Jeg går i panik og spørger "Hvor slemt er det" "Er det tydeligt" "Hallo, J," Han svare kun "Det ser sgu ikke for godt ud" han ville ikke svare på hvor arret var placeret, eller hvor dybt det var. Uden videre står der så en 9-15 personer rundt om det hele, som hjælpfuldt ligger både jakker og handsker til rådighed. Min anden kammerat (Fører af bilen hvor min kammerat J var i) har så ringet 112 med det samme, og kontakter efter min far, og fortæller situationen.. Det var kl 16:23, så det var midt i myldretiden.. Følte at det tog hundrede år før den ambulance kom.. Jeg husker ikke meget anden end at det hele var sort for øjnene.. 14 minutter efter ankommer en 2 politi motorcykler, en politibil, en ambulance og en læge ambulance så. (Politi eskort). Lægerne laver så den sædvanlige rutine mm og ligger mig i nakke støtte.. Jeg spørger igen, hvor dybt det er og hvor det er placeret.. Han svare at han kan se helt ned til min skalp (kranie) og det er pladseret lige lidt over panden.. Jeg bliver strakts kørt til Rigshospitalets Akut afdeling, hvor jeg bliver modtaget af 7 læger, med en puls på godt 200. (Chok / Hyberventilere). Jeg endte med en brækket to, en forstuvet fod, et 13 CM langt, 1CM bredt ar hen over det øverste af panden og op ad hovedet..

Jeg fik 3 gange den dag afvide.. At hvis jeg havde ramt de 13 CM længere til venstre (På kofangeren) havde jeg været slået ihjel på stedet.. Tænk lidt over den gutter.